Alfred Jacobsen

”Den Dobbelte Illusion” – betragtninger over dansk modelteater

Traditionelt har vi sat det danske modelteaters fødsel til den 7. februar 1880. Her udgav Alfred Jacobsen det første nummer af det lille blad ”Souflören”. Med bladet fulgte som bilag det smukke proscenium, fremstillet efter Det Kgl. Teaters. Var man tålmodig, kunne man efter mange måneder omsider spille Kaptajn Grants Børn, Jorden Rundt i 80 Dage og mange andre. Det tog nemlig sin tid at få samlet teksten til en forestilling eller for den sags skyld de mange ark til Kaptajn Grants Børn, når ”Souflören” kun udkom en gang om måneden med nogle få sider hver gang.
Her skal man vist slet ikke nævne det store tålmodighedsarbejde det har været overhovedet at få bygget teatret eller de mange penge et teater kostede. Jacobsens modelteater var på alle måder for de få.

Alfred Jacobsen ved en personaleskovtur ca. 1906.
Det kgl. Bibliotek.

Grunden til, at vi fastsætter modelteatrets fødsel til 1880 er, at for første gang var der tale om systematiske udgivelser, hvor man kunne købe både tekst, figurer, dekorationer og teater fremstillet det samme sted og til de samme komedier. Man var ikke længere henvist til at skulle spille i (de få) danske dekorationer med tyske figurer eller stykke en forestilling sammen af nogle danske figurark med tyske dekorationer. I midten af 1860erne udgav Michaelsen og Tillge flere dekorations- og figurark, og det er måske det tætteste vi kan komme på en mere systematisk udgivelse. Boghandler Jordans udgivelser tæller kun nogle få figur- og dekorationsark – de øvrige dekorationer måtte man finde i det tyske repertoire.
Det danske modelteater kom rigtig godt fra start. Og hvad der umiddelbart kunne se ud til kun at være en nyttig beskæftigelse for børn og voksne, havde udover denne funktion også et opdragende aspekt. Den gang gik man virkelig i teatret og modelteatret havde fra starten en vigtig forbindelse til det rigtige teater. Her kunne man bl.a. se de gode klassikere fra verdens- og danmarkshistorien som man bagefter kunne spille på sit eget modelteater og lære af, både historie men også gode, klassiske, borgerlige dyder.
Modelteatret er også værd at beskæftige sig med teater- og kulturhistorisk.

Et privatfoto af Alfred Jacobsen med familie.
Fotograf ukendt.

Modelteatret, som også en periode kaldtes dukketeatret, er en model af det ”rigtige teater” og prøver at efterligne det med sine smukke dekorationsopbygninger, opsætning af forestillinger, lyd og lysvirkninger osv. Det siger sig selv, at det først og fremmest kommer til kort med sine ubevægelige papfigurer, men ellers kan det godt tage konkurrencen op fra det rigtige teater på de øvrige områder.
Hvorfor er vi så fascinerede af det lille teater? Fascinationen af miniaturen er jo velkendt fra mange andre hobbygrene, modeljernbaner, modelbyggeri osv. Måske er det en måde at skabe orden i kaos på, at være enehersker i et miniput-univers eller et frirum til kreativ udfoldelse? Modelteatret byder unægtelig på mange udfordringer, både kunstneriske og tekniske. Derfor har de fleste modelteaterdirektører også hver deres vinkel på hobbyen. Modelteaterfolk der arbejder med store, kreative opsætninger af sværvægterforestillinger, andre der interesserer sig mere for den tekniske side af sagen som belysning og effekter, atter andre der gør specielt meget ud af dramatisering og indspilning, modelteaterfolk med samlermani i blodet, atter andre med en teaterhistorisk tilgang osv. Listen er lang og viser blot hvor uudtømmelig og kreativ en beskæftigelse det lille teater lægger op til.
Modelteatret og Jacobsens udgivelser blev en succes. Snart blev modelteatrene til en familie af teatre i flere størrelser. I alt fire størrelser af teatre med tilhørende dekorationer og figurer. Lidt af en urskov at finde rundt i for de mange uindviede, f.eks. de mange boghandlere der solgte Jacobsens ark. Det blev de to størrelser C og D der overlevede. F-størrelsen, der primært blev skabt til eksport, slog aldrig rigtig an pga. formatet. Samtidig skulle man anvende figurer fra både C og A hertil, og det var de egentlig lidt for store til. A-størrelsen blev uoverkommelig for mange, både pga. prisen og pladsen.

Det første teater Illustreret Familie-Journal udsendte i 1914.

Jacobsens teatre vedblev at være for de mere velstillede, men fra 1914 blev der rådet bod på dette. Her påbegyndte Familie Journalen sine udgivelser. Med det noget billigere rotationstryk kunne man sælge et nummer af bladet for 10 øre. Proscenier, figurer, dekorationer og tekst fulgte med de enkelte numre. Der kunne ofte gå adskillige numre med at få samlet et enkelt proscenium. Familie Journalens modelteatre kunne ikke konkurrere på kvaliteten men i stedet på tekniske fif og utraditionelle dekorationer samt ikke mindst et repertoire der appellerede mere til børn. Modelteatret nåede nu ud til en endnu større skare. Familie Journalen fortsatte med sine udgivelser frem til 1931 og igen fra 1941 med det såkaldte Pegasus Teater, tegnet i en mere nutidig stil, men således at dekorationerne passede til C-størrelsen. Med Pegasus-Teatret tog man fat på flere større forestillinger der ikke tidligere var tilrettelagt for modelteater, f. eks. Der var Engang, Skatteøen og Baskervilles Hund.
Det trykte repertoire er én af flere muligheder. Hvis man er begavet med særlige anlæg for at tegne og male har man uendelige muligheder. Gennem årene har modelteaterfolk på denne måde skabt helt unikke forestillinger. Hvis man selv skaber alt fra grunden og derfor ikke er afhængig af hvad der kan købes i handelen, får man en enorm frihed og nærmest ubegrænsede muligheder for at skabe forestillinger.

En markedsplads fra “Der var engang”.
Alex Sechers dekoration fra 1941.

Under 2. Verdenskrig blomstrede modelteaterinteressen op igen efter en afmatning i 1930erne. Danmark er som bekendt et foreningsland og efterhånden opstod der et behov for et forum at drøfte hobbyen i med ligesindede. En samling ældre herrer, kaldet ”Den gamle klub Suffløren”, havde taget forskud på ideen, idet de siden 1918 havde mødtes til forestillinger regelmæssigt, og fra 1925 mere formelt havde etableret deres klub. I december 1943 kunne man grundlægge Dansk Modelteater Samfund, som foreningen kom til at hedde de første mange år. Unægtelig et stort fremskridt for modelteatersagen. Her kunne medlemmerne mødes til klubaftner og gensidigt inspirere eller kritisere hinanden. Det er nemlig langtfra altid gået stille af. Modelteaterhobbyen virker på omgivelserne særdeles fredelig, ja, nærmest støvet, men her tager man grueligt fejl. Modelteaterfolk har passion og hjerte med i deres udfoldelser hvilket ofte har givet gode og inspirerende diskussioner og af og til mindre heldige sammenstød.
Modelteaterhobbyen passer ikke til et samfund hvor alt bestandigt forandrer sig og skal gå hurtigt. Det er en langsommelig affære at stable en forestilling på benene. Ark skal limes op og skæres ud, der skal bygges scener op, forestillingen skal indtales, scenegang øves, belysning sættes osv. På den anden side er det en hobby hvor man virkelig oplever at kunne bruge sig selv. At det så tager sin tid er vel kun en fordel. Når man leger med modelteater – ja, man må godt kalde det at lege – har man oceaner af tid, al den tid det tager og mere til. Det er vel egentlig også en af de rigtig gode ting ved hobbyen. En slags frirum fra en hverdag hvor alt ikke kan gå hurtigt nok.

Pjerrot fortæller medlemmer af foreningen
om arbejdet på Pantomimeteatret i Tivoli.

 

Hvordan har Modelteatret det i 2015?

Godt, vil de fleste nok mene. Der afholdes modelteaterudstillinger, dukketeatertræf i Preetz, Suffløren udkommer og kredsene holder fortsat deres møder og modelteaterweekender. Udgivelserne af materiale er heldigvis fortsat op til i dag og fortsætter med uformindsket styrke. Mange mennesker falder for de charmerende små scener og forestillinger, men hvordan får man flere til at spille dukketeater? Dansk Modelteaterforening består af en række aktive og kreative modelteaterfolk der rent faktisk spiller modelteater og ikke kun sidder og kigger på gamle ark i støvede mapper.
Modelteaterfolket bekymrer sig om hvorvidt modelteatret har en fremtid. Om det har, vil vise sig, men man kan håbe det. Hobbyen fortjener det i hvert fald. Til lykke til os alle sammen!

Af: Søren Gleerup Hansen